| Evidensbaseret politik og praksis er en omhyggelig, udtrykkelig og kritisk brug af den aktuelt bedste viden, når der træffes beslutninger om andre menneskers velfærd. |
Det lyder umiddelbart enkelt, men der er flere ting at være opmærksom på:
Omhyggelig - fordi det er en etisk forpligtelse at udvise omhu i valget af den bedst mulige løsning.
Udtrykkelig - fordi man bør gøre klart rede for både indsats og målsætning. Det kræver eksplicitte beskrivelser og definitioner. Alternativet er, at den enkelte socialarbejder, socialforvaltning, kommune eller institution følger sin egen private metode, fordi det nu er den man er bedst til, eller fordi man føler den er rigtig.
Kritisk brug - fordi etablerede teorier og modefænomener ikke uden videre skal accepteres men dokumenteres og leve op til videnskabelige krav.
Aktuelt bedste viden - i den forstand, at noget viden er bedre eller mere overbevisende end anden viden. Når der tales om viden i denne sammenhæng tænkes der på alle former for viden – og ikke blot forskningsbaseret viden. Det afgørende er, at man forholder sig kritisk til den viden, man anvender. Og her er det godt at holde fast i (mindst) tre centrale krav:
- For det første må man sikre sig at den viden man bygger sine beslutninger på er relevant i forhold til den problemstilling, man ønsker at kaste lys over.
- For det andet skal den være repræsentativ – dvs. man skal kunne overføre den pågældende viden fra den sammenhæng, den er fremkommet i.
- For det tredje må man se på, om den er gyldig. Dvs. er den pågældende viden teoretisk velunderbygget og giver den et rimeligt sikkert og pålideligt svar på det spørgsmål, man stiller.
Evidens er ikke stregkoder
Mange socialforvaltninger er begyndt at interessere sig for, hvordan man kan skabe bedre sammenhæng mellem forskning og praksis. At basere sine beslutninger på evidens ligger direkte i forlængelse heraf.
Der er en stigende erkendelse af, at dokumentation og evalueringer ikke har noget at gøre med hverken stregkoder, taxameterordninger eller andre mekanistiske metoder, men at der snarere er tale om et værktøj til at integrere den forskningsbaserede viden bedre i praksisbeslutningerne.
Som det fremgår af betegnelsen, sætter evidens-baseret politik og praksis fokus på evidens som et nyt og yderligere element i det komplekse samspil, som beslutninger træffes i, ikke mindst på det sociale og velfærdspolitiske område. Blandt de øvrige elementer kan nævnes:
- Ressource-forhold
- Den offentlige mening
- Vaner og traditioner
- Værdier
- Skøn og intuition
- Sær-interesser
- Omstændigheder og pragmatik
- Erfaring og ekspertviden
Kan socialt arbejde evidensbaseres?
Man kan spørge, om ikke den sociale indsats netop er karakteriseret ved ikke at kunne måles i al sin kompleksitet, om socialt arbejde ikke netop drejer sig om de subtile forhold mellem mennesker, som ikke lader sig generalisere og som på det sociale område formes i det unikke i mødet mellem klient og behandler.
I en vis udstrækning må det antages, at det rent faktisk er tilfældet, selvom det næppe er den væsentligste barriere for organisationer, som ønsker at arbejde mere evidensbaseret. Den største udfordring er snarere at skulle være eksplicit omkring to afgørende forhold: Man skal kunne beskrive den konkrete indsats man sætter i værk, og man skal være enige om, præcist hvilke mål den pågældende indsats har. Især den sidste pointe er vigtig: Forskellige niveauer i det socialpolitiske hierarki kan udmærket have egne og ikke nødvendigvis indbyrdes forenelige mål – men en evidensbasering siger intet om, hvilke mål der skal være for den sociale indsats. Den forudsætter blot, at målene kommer frem i det åbne som en del af den offentlige og fagpolitiske debat.
Kvalitet er vigtig – både i praksis og i forskning
Der laves mange evalueringer af sociale indsatser, men det er ikke alle, vi bliver lige kloge af. De fører ikke lige meget læring og øget kvalitet i den socialpolitiske indsats med sig. Et udmærket kvalitetstjek, når man står med endnu en evalueringsrapport i hånden, er at spørge, om man overhovedet havde kunnet forestille sig, at den havde påvist, at indsatsen ikke virkede?
Som udgangspunkt gælder det, at jo mere uafhængige evaluatorerne er, og jo stærkere effekt-evalueringsdesign, de anvender, jo større troværdighed får den endelige konklusion, og jo mere kan man reelt lære af rapporten og evalueringsprocessen. Men det betyder naturligvis også en større risiko for at afsløre uvirksomme indsatser.
Men der er hjælp at hente. Indsatser importeret fra udlandet er meget udbredte i Danmark, f.eks. kognitiv adfærdsterapi, multisystemisk terapi (MST), familierådslagning, familiehuse, familiekontrakter osv. Det betyder, at det er muligt at trække på internationale erfaringer.
Det bedste ville selvfølgelig være, hvis vi kunne kombinere de internationale erfaringer med gode danske effektstudier. Men mens vi venter på dem, er der god grund til at sætte sig grundigt ind i de udenlandske erfaringer, inden man udsætter danske sociale klienter for endnu en ny socialpolitisk indsats, hvis effekt man tror på, men ikke kender.
|
